Ærede gæster, Deres kongelige højhed
Hvorfor er det, at vi mennesker har så svært ved at forstå hinanden? Hvorfor sætter vi hegn og gærder? Hvorfor deler vi os op i grupper? Ja, hvorfor taler vi ikke blot alle sammen det samme sprog?
Det ville jo gøre dagligdagen en del lettere.
Det skete i de dage, da menneskene, ifølge Bibelen, alle sammen talte samme sprog. Og menneskene ville nu bygge en by, så pompøs og storslået, at man ikke havde set dens lige. Og i midten af byen skulle der rangere et tårn så mageløst og højt, at menneskene kunne nå op til selve himmelen. Op til Vorherre.
Og menneskene byggede og byggede. De regnede og regnede. Og det var en eventyrlig by, og tårnet i midten var vitterlig vidunderligt. Og det er ganske vist!
Men; menneskene blev også fortryllet. Fortryllet af sig selv, deres egen formåen og berømthed. Ja, de blev både stolte og hovmodige. Og det kan vi selvfølgelig ikke ha!
For de tænkte kun på sig selv og glemte helt ydmygheden, hjælpsomheden, og at de også kunne lære noget af andre og af hinanden.
Derfor, siger historien, blandede Gud deres sprog, for ligesom at dæmpe dem lidt.
Det var således, ifølge Bibelen, en bygning – Babelstårnet – der var årsag til, at menneskerne ikke længere kunne forstå hinanden.
Nu, Deres Kongelige Højhed, forsøger vi med denne bygning – Glasir – i al ydmyghed og i dybeste taknemmelighed - og med et helt andet sigte end beboerne i Babylon - at gå den anden vej igen. Med denne bygning er det vores håb, at dem, der skal undervise og lære her - så forskellige de end er - bedre kommer til at forstå hinanden.
For her har vi samlet de tre store ungdomsskolelinjer. Den handelsrettede, den tekniske og den gymnasiale. Ikke bare i én og samme bygning, men i en og samme skole!
Det er velkendt, at de tre traditionelle linjer ofte har haft svært ved at kommunikere og at samarbejde på tværs. Derfor er det vores håb, at disse rammer kan inspirere til større forståelse og synergi mellem linjer, lærere og elever. At lærings- og undervisningsprocesser vil blive gentænkt og genfødt. Og at dette på sigt også vil gavne hele det færøske samfund.
Vi er taknemmelige for, at den flotteste bygning i landet er tilegnet den færøske ungdom. Også dem, der har særlige behov af forskellig art.
At det er her, vores unge bliver forelsket i livet, lærdommen og i hinanden. At de her får mulighed for at forstå dem, der tænker anderledes end dem selv, og at de også lærer at lære af andre.
Dem, der byggede Babelstårnet, glemte ydmygheden. De mente ikke, at nogen kunne lære dem noget.
Den fejl er nem at begå, når det handler om læring.
Og det har min yndlingsdigter – Benny Andersen – som vi jo desværre mistede i ugen der gik – skrevet et så fint digt om.
Han siger:
Belæring bliver nemt til beskæring.
Giv næring til børnenes nysgerrighed.
Det er for lidt at de ved, hvad DU ved.
Du må lade dig inspirere af deres lyst til at eksperimentere med farver, toner, ting og ord.
Timen er kort, verden er stor. Afvisning skaber en kommende taber.
Omhu for et sind i vækst gælder mere end dagens tekst.
Det er det svære at forstå: Du kan lære af de små.
Genopfrisk den skaberkraft, som du selv engang har haft.
Og med disse få ord synes jeg, at vi skal gå videre op i Glasir.
Denne bygning og denne skole, der - omvendt af Babelstårnet – forhåbentlig vil fremme samtalen og forståelsen.
Imellem faggrupperne.
Imellem generationerne.
Og forhåbentlig også imellem linjerne.
Tak!
myndina hevur Sunva Eysturoy Lassen tikið